Som en del af aktionsrækken May:hem, der udspiller sig fra d. 5.-15. maj på tværs af Europa, befinder aktivister sig netop nu i Operaen under pausen til forestillingen “Den glade Enke 2.0” og protesterer mod Mærsk, som har finansieret Operaen. Aktivisterne har foldet bannere ud fra balkonen i foyeren og holder taler og spiller trompet.
Aktivisterne kritiserer Mærsk for at fragte olie og gas rundt i verden, men også for at levere våben til Israel. Desuden betaler virksomheden stort set ikke skat, men finansierer istedet kulturinstitutioner – som for eksempel Operaen – siger Caroline Lundsteen, aktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse:
“Mærsk er dygtige til at vaske sig rene i både grønne løfter og spektakulære finansieringer. Vi ønsker med aktioner som den i Operaen at gøre folk opmærksomme på, at de penge, Mærsk giver til for eksempel Operaen eller Statens Museum for Kunst – mens de stort set ikke betaler skat – i virkeligheden er penge, de tjener på at ødelægge vores fælles verden.”
Aktivisten, som befinder sig i Operaen, fortæller, at aktionen ikke er rettet mod gæsterne:
“Vi forsøger ikke at kritisere folk for at gå i Operaen! Tværtimod ønsker vi at udvide deres kulturelle oplevelse ved at fortælle dem om økonomien bag. Og få folk til at reflektere over, hvor svært det er at opleve kultur i Danmark, uden at Mærsk har været inde over med penge, der har accelereret klimakollapset og bidraget til Israels folkemord. Det kan ikke kaldes filantropi, men løgnagtig branding.”
Lørdag d. 10. maj afholdes der folkelige demonstrationer i København og Aarhus, som sætter fokus på Mærsks tranport af våben til Israel, deres høje CO2-udledninger samt deres transport af olie og gas. Aktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelste Lukas Ballin fortæller, at det er første gang i Danmark, at klima- og Palæstina-bevægelsen samarbejder så eksplicit om en dagsorden, og at det ikke er tilfældigt, at det er modstanden mod Mærsk, der mobiliserer så bredt:
“At protestere mod Mærsk kan forene mange kræfter, fordi Mærsk er så kritisable på så mange måder. Virksomheden sætter profit over alle andre hensyn, herunder menneskeliv. Så kort kan en af sammenhængene mellem klima og Palæstina i virkeligheden opsummeres.”
Demonstrationen i København er arrangeret af Alle på gaden for et frit Palæstina. Demonstrationen i Aarhus er arrangeret af Den Grønne Ungdomsbevægelse, Palæstinensiske Foreninger i Aarhus og Palestinian Solidarity Action.
